OM SUM

Susanne Moeskjær – keramiker
Uddannelse: Danmarks Design skole Kolding, 1997
Former, overflader og oplevelser

Mine keramiske stentøjsværker er en historie om sanselighed og håndværk, der er opstået via fordybelse med leret. Det er samtidig også en meget personlig fortælling om hvad håndens arbejde, udtrykt via form og abstraktioner over daglige indtryk, har af fortællinger. At være kunsthåndværker er for mig en interferens mellem hånd og ånd, mellem materiale og ide – forstærket af den personlige fordybelse.

Min drivkraft er den tilskyndelse, der skaber bevægelse, forandring og udvikling. En kraft, der er defineret ved en stor arbejdsindsats og med et bevidst mål for øje. For mig som kunstner er mit mål at vække, udfordre og pirre sanserne – og min drivkraft den menneskelige sanselighed.

Tankesættet bag mit arbejde er at finde ind til de ultimative former, videreudvikle dem, genoverveje baggrunden, undersøge den tid jeg er sat i og beskrive vores fælles historie og så er det med en nysgerrighed for, hvad der sker med en form og dens dynamik, når den udsættes for et materialevalg og en arbejdsform, at jeg går til mine projekter.

Værkerne er håndmodelleret ud fra skitser lavet fra naturens linjer eller menneskeskabte genstande, som jeg finder og bruger i et nyt størrelsesforhold eller i en alternativ kontekst. Det kan også være enkeltdele, der bliver taget op på ny, opløses og sættes sammen igen, så der sker en finurlig forskydning af forståelsen.

Alle mine værker er håndmodeleret og slået i form, for at opnå de ønskede linjer, hvorefter jeg har leget med efter-modelleringer og glasure, for at opnå den ønskede dynamik og spænding for tanken i mit værk.